Da kvindeklubben Optimalia skulle fejre 10 års jubilæum, skulle det selvfølgelig være noget helt særligt. De hyrede derfor tre seje fyre som guider til en firedages tur på indlandsisen – en betagende smuk og grænseoverskridende oplevelse for alle.
 
Hundene løber af sted, trækker det bedste de har lært. Fra pladsen på slæden ser vi 12 kækt buede haler og under dem 12 vuggende hundenumser. Den ellers så rene luft afbrydes med mellemrum af den knapt så herlige hørm af hundenes efterladenskaber. Fjorden er frossen, temperaturen langt under frysepunktet. På 16 primitive slæder er vi på vej væk fra Kangerlussuaq (Søndre Strømfjord), mens byens indbyggere og en samling turister måbende ser til. Det er et syn af de meget sjældne. Faktisk kan ingen rigtig huske hvornår så mange slæder sidst er taget af sted samtidig fra byen i bunden af fjorden. Vi sidder oven på vores bagage, der er dækket med varmt rensdyrskind. Lyden af mederne mod den sprøde sne får en hul undertone, da vi kører ud på fjorden. Isen skulle være mindst en meter tyk – ingen grund til bekymring. Hundene er glade for endelig at få lov til at strække ud.

Et særligt jubilæum.
Vi er på Optimalias 10 års jubilæumstur til Grønland, Kangerlussuaq. 39 af klubbens medlemmer har meldt sig til turen og vi har glædet os i næsten et år. Forventningerne er tårnhøje. Vi har besluttet, at dette skal være en helt særlig tur, noget som de færreste har prøvet. Vi har fået fat i nogle rigtig professionelle folk til at arrangere turen for os. Frank Gustavfson, tidligere frømand og indehaver af FG-Consult, har taget to tidligere Sirius-folk, Kim Hansen og Phillip Sally med til at passe på os. Deres erfaringer er uundværlige i Grønlands barske klima. Vi har sagt til dem, at vi gerne vil have opfyldt de fire S´er: storhed, skønhed, stilhed og suget. De har lovet os, at det ikke bliver noget problem. Slædeturen skal være ekspeditionens højdepunkt. 
 
Ud over grænserne.
Vi har efterladt vores mænd og børn hjemme i Danmark. Både de og vores arbejdspladser må i fire dage klare sig uden os. Vi synes alle, at det er vigtigt at sætte tid af til af være del af det unikke forum, som Optimalia skal stå for. Sammen har vi en særlig dynamik, et sammenhold helt uden faglige grænser. Vores energi og humør er vores kendemærke. Vores konstante snakken er uundgåelig. Sammen udforsker og udvider vi vores grænser både fysisk og mentalt. Vi er en forening af helt almindelige, hverdagsagtige kvinder, men når vi er sammen, bliver vi temmelig ualmindelige. Optimalia er et åndehul – et sted, hvor vi kan andet og mere end vi plejer. Vi kan få hinanden til at gå det skridt videre, der gør, at det rykker. Vi vil noget med hinanden. Og derfor har vi fravalgt blot at tage fire dage på et kursted. Vi har valgt en ekstrem natur og i dette tilfælde ekstrem kulde for endnu en gang at prøve os selv af.
 
Aftenen inden slædeturen er der lidt panik. Vejudsigten viser temperaturer langt under det normale for årstiden, ca. 20 minusgrader. ”Drengene” og Kangerlussuaq Tourism tør ikke tage ansvaret for den ét døgn lange slædetur uden at vi har gennemgået vores udstyr. Kun én ud af 39 får godkendt både støvler og tøj. Vi andre må låne og leje særlige støvler, sælskindsbukser og sælskindsanorakker. Pakke ud, pakke om og pakke ned. Stemningen er spændt og euforisk.
 
Meditation på isen.
På slæden kommer jeg efterhånden i en næsten meditativ tilstand. Hører næsten ikke kusken Hans´ blide og styrende ”ili”, ili, ili – iu, iu, iu” til hundene. Tankerne får frit løb, en sjælden pause i hverdagens stress. Sælskindsstøjet er smukt og meget varmt, kulden føles kun i kinderne. Solen stråler og giver sneen en ekstra, skinnende dimension. Vi er tre piger på slæden, og for første gang siden ankomsten til Grønland oplever vi lidt af stilheden. Naturens storhed er næsten ubeskrivelig. Den 170 km lange fjord, den uendelige række af snedækkede fjelde. Ellers intet. Eller alt – afhængig af øjet, der ser.
På en slette mellem fjeldene holder vi frokostpause. Madpakken er højt belagt og snasket, osten stiv af kulde. Men det er lige meget. Vi sidder i solen og føler og så heldige. Hundene ligger i pustende bunker. De er også glade for et hvil. Videre, videre. Stejle nedkørsler leder tankerne hjem til rutschebanen i Tivoli, vi hviner højt af fryd og rædsel.
 
Sæljagt og kiks i bh´en
Kaffe, te og varm saft gør underværker i vores efterhånden stive kroppe. De medbragte cremekiks er hårde som sten. – Det er sku første gang, det har været nødvendigt at putte kiks i bh´en for at kunne spise dem, siger Margit Heilmann, jurist og HR-manager, grinende. Efter seks-syv timers kørsel er vi fremme ved vores overnatningssted. En rød primitiv barak, som om sommerens huser et kano- og kajakcenter. Vi deles i to hold. Et lokumshold, der skal hakke is fra søen til smeltning af vand og i øvrigt tømme lokumsspandene. Et madhold, der får udleveret en hel sæl med et skudhul i hovedet. Den ligger og kigger på os med sine en gang så smukke øjne. Sælen skal flås og parteres. Det klarer Benedikte Ask Skotte med lidt assistance. Benedikte er landmand og er vant til at sagte grise. Vi andre ser gysende til. Det bliver kun værre, da Benedikte til slut spiser et stykke af den rå nyre, venligt tilbudt af den grønlandske fanger, der har hjulpet til. Da Benedikte også bliver tilbudt et stykke spæk, siger hun, at det har hun altså lidt sværere ved af få ned. ”Det skal sluges” siger fangeren. Og det gør hun så. Efter nogle timer er maden færdig. De grønlandske kuske spiser og spiser, masser af sælkød med tre-fire cm fedtkant. 
Det giver varmen held ned i min storetå, bemærker en af dem smilende. Vi andre går mere beherskede til fadene, der er mest aftræk på moskusoksesuppen med rigtige supermarkeds kød og melboller. Personligt er jeg også rigtig glad for den bolle, jeg har gemt fra morgenbordet.

Rensdyrskindene fra slæderne bliver bredt ud på gulvet. Vi sætter os i en rundkreds, og inden længe genlyder hytten af grønlandske og danske sange i skøn forening. Et kulturelt møde i den stille, grønlandske nat. Jeg tror, at alle føler en varm boblende fornemmelse, der er sjældent, at man møder en så fremmed kultur så tæt. Vi kravler i soveposerne, trætte og fyldt med indtryk.

Hunden må efterlades.
Næste morgen vågner vi helt af os selv ved seks-tiden. Hundenes hylen har forstyrret nogen, andre har sovet som sten. Vi bliver fordelt – de langsomste slæder først. Vores kusk bliver kaldt Âju, er høj, har karseklippet gråsprængt hår og er iført isbjørnebukser, kamikker og en tyk strikket sweater. Han er meget macho, men er også sur og stresset. Hans hunde makker ikke rigtig ret, og en af dem har det dårligt. Hvor dårligt finder vi hurtigt ud af.
Efter 10 minutters kørsel kan den ræverøde tæve Arnamc ikke mere. Til sidst hænger hun efter slæden i sin line. Âju hiver hende omsiver op på slæden. Hun puster som en blæsebælg. Og hendes ene øre er smurt ind i blod fra et bid tidligere på dagen. Der er kontant afregning til de svageste.
Efter lidt tid lægger hun sit tunge hoved over mine knæ og kigger sørgmodigt på mig. Âju har sagt, at hun skal aflives, hun er for gammel. Mon hun forstår det? Ved første stop bliver Arnamc sat af. Âju binder hende til et lille skur midt i det store intet. Han vil tage tilbage på snescooter og hente hende. I aften ? Vi ved et ikke. Vi har en klump i halsen, da vi kører videre.
Âjus humør stiger betragteligt, efter at Arnamc er sat af. Han griner og pjatter. Han fortæller om sin lille søn på et år og om sig selv. I modsætning til de fleste af de andre kuske, der er med på turen, er Aju ikke fanger. Han er indsatsleder på flyvepladsens brandstation og desuden reservepolitimand. Âju kører kun med sine hunde i fritiden, og efter at han er blevet far, får han ikke kørt så meget.
-Så vil jeg hellere hjem og lege med den lille, siger han.
Når hundene ikke bliver brugt så meget, er de naturligvis heller ikke i så god form. Desuden er Âjus hunde meget unge. De fleste er ikke mere end ni måneder gamle. Derfor bliver vi overhalet af alle de andre slæder, en efter en. Men det gør ikke noget – det giver mere tid på slæden. Vel hjemme igen bliver Âju hentet af sin kone og lille søn. Skøn lille fyr. Vi får vist alle lidt hjemve efter ungerne derhjemme.
Vi er høje af oplevelsen. Da vi oven i købet får mulighed for et bad og får skiftet til halvrent tøj, kan vi klare hele verden.

Kaffemik og høj stemning.
Vi bliver inviteret til kaffemik i byens Tipi, et kæmpe indianerlignende telt. Næsten alle vores grønlandske venner kommer, og det er absolut ikke hverdagskost, at der ankommer 39 piger på en gang til Kangerlussuaq. Vi drikker grønlands kaffe og spiser æbleskiver. Grønlandsk kaffe består af whisky, kahlúa og en smule kaffe, som toppes op med flødeskum. Herefter hældes Grand Marnier op en i en ske, og man sætter ild til. Grand Marnier`en hældes i en lang, blå stråle ned i glasset og symboliserer nordlysets dans over bjergtoppene. Det nordlys som i øvrigt ikke rigtig ville indfinde sig mens vi var på besøg. En kaffe bliver til to, tre og fire. Stemningen og støjniveauet stiger til voldsomme højder. Det kulminerer på byens natklub, hvor vi danser til fleecetrøjer og store støvler, til vi bliver smidt ud.
 
Alle skal kunne se vores bedrift.
Dagen efter skal vi hjem. Solen skinner, og det er rigtigt trist, at det allerede er overstået. Derfor er der vist heller ikke mange, der for alvor er frustrerede over, at vores fly på grund af tekniske problemer alligevel ikke kommer. Efter lidt hektisk telefonaktivitet er vi stort set alle sammen godt tilfredse med at få en ekstra, gratis dag i kulden.
Drengene er hurtige til at finde på et program og arrangerer en spontan vandre- og ridetur i fjeldet. Der er syv piger som får mulighed for at ride, der er kun syv heste. Alle får en fantastisk oplevelse med udsigt ud over byen og hele den omkringliggende natur. Vi bygger en stenvarde på toppen af fjeldet. Alle andre skal kunne se, at vi har været her.
Fra fjeldet kan man se helt ind til indlandsisen – det er åndeløst smukt og næsten skræmmende stort. I kanten rejser indlandsisen sig nogle steder som en 80 meter høj, blå mur.
- Bare man dog kunne pakke det hele ned og tage det med hjem, udbryder en af pigerne spontant.
.....og så er mændene snakket trætte.
På turen hjem i flyvemaskinen er humøret fortsat i top. Snakken går som under resten af turen. Og dog. Frank, vores frømand, er gået i coma med en pude rundt om hovedet. Både han, Kim og Phillip har taget det pænt, men nu kan de ikke holde mere hønsesnak ud. 
- Jeg havde tænkt mig snart at finde en kæreste, men nu tror jeg nok, at jeg venter et halt års tid, siger Kim lidt udmattet. Kangerlussuaq har brændt sig ind i vores bevidsthed. Er blevet en fornemmelse i kroppen. En fornemmelse af de fire s´er, 

STORHED, SKØNHED, STILHED og SUG i maven. 
OPTIMALIA
Er en pigeklub, som blev grundlagt i 1992 af en håndfuld veninder, der havde lyst til nogle grænseoverskridende oplevelser i fritiden. Optimalia består af 40 faste medlemmer i midten af 30érne, der på skift står får klubbens månedlige arrangementer. Arrangementerne er sportslige, kulturelle og erhvervsrelaterede. Formålet er, at medlemmerne skal prøve nogle ting, som det er svært at komme til at prøve som enkelt individ. Herudover er der en årlig weekend-tur, f.eks. overlevelsesture eller actionture, samt en årlig fest med ledsager.
Medlemmerne har vidt forskellige baggrunde – der er sælgere, økonomaer, jurister, ledere, en landmand osv. Dette er med til at gøre klubben til et meget spændende forum og en mulighed for at danne et netværk uden om det sædvanlige faglige. ALT for damerne skrev i 1993 om klubbens første overlevelsestur.

FG Consult arrangerer kurser inden for bl.a. lederuddannelse, oplevelsesture, Teamtræning og personlig udvikling. Firmaet tegnes af Frank Gustavfson, som er ejer af firmaet. Herudover er der seks-otte fast tilknyttede projektledere med officers- eller mellemlederuddannelse i Forsvaret. Som noget nyt arrangerer FG Consult nu også skræddersyede kurser inden for samme områder i Grønland. Konceptet i Grønland er udarbejdet i samarbejde med instruktører, som har flere års erfaring med slædehundekørsel fra slædepatruljen Sirius. For nærmere information se www.fg-consult.dk.